Kippenberger er på gaden med sin debut-EP 'Uden Hænder' (8. juni) - en EP hvor det engelske sprog er blevet parkeret, og det danske sprog får lov til at stå i fuld flor med alt hvad det indebærer af dialekter og sproglige finurligheder; med sine fem tracks viser Kippenberger, hvordan det danske sprog kan twistes, smadres og bygges op igen.

Som når man skal lære at cykle og endelig finder balancen, når man også til et punkt, hvor lysten til at udfordre sig selv bliver så markant, at den ikke kan benægtes. For mange bliver det næste naturlige step at køre ”uden hænder” – men man kan kun køre uden hænder, hvis der er noget at køre på.

For Kippenberger har tiden som forsanger i det danske rockband The Floor Is Made Of Lava skabt et bundsolidt fundament, som har bragt ham og bandet udover stepperne og ud på landevejen i ordets mest bogstavelige forstand, og dermed skabt plus på oplevelseskontoen. Lysten til at give slip på styret og køre uden hænder groede sig større, og nu fræser Kippenberger derudad med sit soloprojekt – uden slinger i valsen.

For mig ligger der en barnlig glæde i at cykle uden hænder. Samtidig er det en ret fesen måde at leve livet farligt på. Det er den hasarderede tøsedreng, der kommer trillende gennem byen. Jeg er blevet for gammel til at turde springe i faldskærm, men jeg kan lige hive mig op til, at tage en sejrsrunde ned ad Istedgade. I det mindste har jeg ikke hjelm på imens.”

Måske er de jyske landeveje blevet udskiftet med de københavnske asfalterede stisystemer, men (selv)sikkerheden er i top; Kippenberger kører videre uden hænder ud ad musikkens vej, men det bliver aldrig med hænderne for øjnene – han ved hvor han skal hen. Næste stop: Roskilde Festivals Rising-scene.

Oplev Kippenberger her:

  • 2.7: Roskilde Festival, Rising Scenen kl. 17
  • 19.7: Lillefredag Tivoli, København kl. 19
  • 9.8: Made in Esbjerg
  • 18.10: Atlas, Aarhus
  • 20.10: Hotel Cecil, København

Lyt til 'Uden Hænder' EP'en her: