Barselona består af efterskolevennerne, Rud Aslak og Rasmus Theodor, og er historien om et ungt DIY-pop band, som på rekordtid er blevet et af de mest lovende acts i Danmark. Duoen er bl.a. blevet udnævnt som Breakin’ Sound 2017 i Soundvenue, Ugens Kanon ved KarriereKanonen og har fået en plads på Roskilde Festival 2017-plakaten – blot et år efter de startede.

Barselonas sange har en unik og karakteristisk lyd af brandvarm "barca-pop" med malende og hudløst ærlige tekster om billigrejser, evig sommer - og ikke mindst fin såvel som forfejlet kærlighed som kun en forvildet, damefikseret teenagehjerne kan føle den.

I sommeren 2016 begyndte de første færdige numre i rækken at tage endelig form og gruppens Soundcloud huser i dag tre mixtapes spækket med sol, sommer og ungdommelig synth-pop. Derudover har gruppen senest udgivet de to officielle singler 'Pige & Dreng' & 'Barcelona'.